Autism, awareness, care & training
centre
Autism,
awareness, care & training centre (AACT) er en skole for børn med
autisme. Skolen er
grundlagt af mrs. Serwah Quaynor i 1998. Hun grundlagde skolen af den grund at
der ingen hjælp var til hendes søn med autisme. Hun har boet i USA nogle år
hvor sønnen har fået den rette hjælp samtlige med at hun har fået sin viden
derfra til at kører skolen.
AACT er den eneste af slagsen i Ghana og der plads til
omkring 30 børn. Der er selvfølgelig flere børn der har fået diagnosen autisme
og endnu flere som højst sandsynlig er autist med ikke at fået diagnosen. Da de
enten ikke har råd til at få undersøgt barnet, eller at de ikke er klar over at
der er noget mental galt med barn. Jeg har fået af vide at det er den general
opfattelse at barnet er besat af dæmoner, moderen ikke har opført sig
ordentligt så det er en straf af gud, eller bare dårlig opdragelse. Diagnosen er
heller ikke anerkendt af regeringen så der er ingen støtte eller udbredelse af
viden om autisme overhovedet. Skolen eksister derfor
udelukkende af sponsorater og forældres brugerbetaling. Derved har man allerede
udelukket en stor del af befolkningen, samtidig med er kravet til børnene at de
er ble frie og de selv kan besøge toilettet.
Børnene i institutionen er mellem 5-20. De har delt børnene ind
i 3 aldersgrupper. Pre-school, primacy og upper class. Det skal så lige siges
at der er to pre-school klasser for tiden. Skolen består af 4 meget små klasse
rum højst 4x5 meter og et rum er kun den halve størrelse, hvor der skal være
mellem 10-20 mennesker i. Det er lige at vi kan sidde på stole i en rundkreds.
Så er et køkken, 2 toiletter og et rum i mellem med vask. Samt et lille rum som
er kontor.
De flest børn har en caregiver, som kun er tilknyttet til
dem. Nogle caregiver har dog to børn men kun hvis børnene er ”nemme” at
håndtere som de siger. Så med os 5 studerende, andre frivillige og børnenes
fravær er der en til en og nogen gange flere voksne end børn.
Der er fast skemaer for hver dag i ugen. Største delen af undervisning
forgår som klasse undervisning. Hver dag starter kl. 9 i alle aldre med de
samme morgensange i ca. 30 min hvor børnene er mere eller mindre med. Derefter
kommer 2 moduler uden pause imellem indtil ved omkring 1030, hvor der er en
snack pause efterfulgt med fri leg udenfor i 10 min. Omkring kl. 11 starter vi
igen og har 1-2 modul indtil kl. 12 hvor der frokost. Efter frokost er der fri
leg til kl. 13 bort set fra torsdagen, hvor der bliver gjort rent så der har de
fri leg til de har fri kl. 14. Ellers består den sidste time af 2 moduler. Kl.
14 har vi studerende og børnene fri. Vi går kl. 14 og jeg ved faktisk ikke
hvornår de sidste børn bliver hentet eller fuldt hjem. Mange af caregiverne er faktisk
også børnenes værger. Da nogle af børnenes forældre bor i udlandet.
I Ghana taler man et ud af tre lokalt sprog men alle taler
engelsk. Børnene på AACT bliver kun
undervist på engelsk. I normale skole er der også undervisning i lokalsproget.
Det er mit indtryk at stort set alle børnene ikke beherske noget sprog hverken
lokal sproget eller engelsk, men kan kun få sætninger, ord eller lyde. Dette
bliver der arbejdet med samtidig med at der også er vægt på skrivning, regning,
motion, musik, kunst og lidt rengøring/personlig hygiejne. Nu har jeg ikke
særlig store erfaring eller teoretisk grundlag for undervisningen af mennesker
med en diagnose indenfor autisme spektrummet men min vurdering er at
undervisningen er okay. Den bliver både gjort konkret, visuel, verbal og
gentaget. Det eneste jeg tænker mangler er at sætte flere ord på hvorfor det
bliver/skal gjort/gøres sådan og så er det en skam, at de ikke udnytter at den
gode normering og laver mere en til en undervisning. Men jeg forstår det godt.
Det er ikke alle caregiverne der er lige kompetente, har uddannelse eller bare
gider engagere sig i at udvikle barnets evner.
Lederne på AACT har en teoretisk tilgang der stort set er
den samme som jeg har mødt på den danske institution, som jeg var i 2. praktisk
i og vikar efterfølgende. Men når det
kommer til handling er det ikke samme pædagogik. Børnene bliver hivet rundt,
råbt af, nogen gange for de lige et slå i nakken eller bliver nevet, alt sammen
hvis de ikke lige gør som der bliver sagt (som regler er det ikke særlig
tydeligt hvad det er de vil have børnene til at gøre, og de ændre hele tiden på
hvad de har sagt) eller overlagt til dem selv i pauserne. Denne ”metode” bruger
langt de fleste af caregiverne, men der er faktisk også nogle få caregiver som kun
sjældent bruger vold til at komme igennem til børnene og virker som de gider
børnene. Det skal så lige siges at AACT
er et godt sted i forhold til andre institutioner jeg har hørt om og set i
Accra, Ghana, hvor de virkelig tæver børnene med kæppe og til blods.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar