Inden hjemrejsen
Først og fremmest har det ikke været en god ide for mig at
først være 3 måneder i Finland, for så lige at have 3 måneder i Danmark, inden
jeg tog herned. Jeg vil ikke være foruden Finland eller Ghana, men har ikke
nydt Ghana så meget, som jeg tror jeg ville hvis ikke jeg havde været i
Finland. For før den første måned var slut savnede jeg allerede min familie og
venner helt ekstrem. Jeg savnede dem da også i Finland men slet ikke på samme
måde. Jeg kunne selvfølgelig godt have haft samme følelse hvis jeg ikke havde
været i Finland. Det er ikke til at vide, men tvivler. Tror også det havde
gjort en forskel, hvis de 3 måneder i Danmark kun havde gået med at koncentrer
sig om at hygge med familien og gøre klar til Ghana, men kom hjem med en
brækket arm der lige skulle opereres og genoptrænes samtidig med. Jeg har på
fornemmelsen at når jeg kommer hjem og får lidt afstand, vil jeg sikkert synes
det har været en fantastik en oplevelse her i Ghana. Men lige nu har det været
ubeskriveligt hårdt.
Til sagen om at skulle reflektere over praktikken og hvordan
den har opvirket mig.
Min danske baggrund har ført til mange kultur sammenstød
gennem praktikken. Især når børnene bliver slået, nevet, hevet også selvom det
mange gange ”bare” har været et lille et eller, når børnene bliver uden grund råbt
af. Det er sjældent at jeg er enig i hvordan caregiverne håndtere konflikterne
og det er ikke altid muligt at kunne gøre noget ved det.
I starten observerede jeg uden at blande mig, for at finde
ud af hvor normal grænsen lå for hvordan caregiverne håndtene børnene. Lidt
efter begyndte jeg at spørger ind til hvorfor caregivere reagerede som de
gjorde, og når situationerne blev ved og var mere voldsomme end ”bare” et enkle
dask blandede jeg mig i situationerne. Med tiden må jeg desværre indrømme at
jeg blander mig senere i nogle konflikter, i nogle tilfælde slet ikke, end jeg
gjorde i starten. Grunden er at jeg ikke magter det. Der er nogle caregiver jeg
har opgivet og egentlig er det de børn, der har mest brug for hjælp, men der er
ingen forbindelse til caregiveren. Heldigvis er der også konflikter særligt med
et barn hvor jeg starten ikke ville blande mig for jeg havde ingen alternativ
til caregiverens måde, men nu blander jeg mig næsten hver gang.
Der godt nok kun 10 børn i min klasse og i starten ville jeg
gerne være der for alle børnene, men måtte indse at det ikke var muligt. Da det
så kun var meget overfladisk jeg kunne være der, samt havde jeg svært ved at
fokusere på det barn jeg var sammen med, var allerede videre i tænkerne til det
næste barn. Dette kunne jeg ikke stå inde for. Så besluttede at fokusere på det
barn jeg tilfældet var blevet caregiver for. I takt med at jeg fik mere indsigt
om kulturen, bedre relationer til børnene og caregiverne kunne jeg rumme flere og
flere børn, så nu er der egentlig kun 3 børn hvor jeg ikke blander mig i
håndteringen af børnene. Det er selvfølgelig heller ikke sådan at jeg slet ikke
agerer med disse børn. Det gør jeg, lade bare vær med at tage dem med fx i
sandkassen for da får børnene skæld ud og det er der ingen grund til de får,
når det er mig burde få den, hvis nogen absolut skal have den.
Sandkassen har jeg haft mange konflikter med caregiverne om.
De flest af børnene må ikke blive beskidte af deres forældre, så caregiverne
vil ikke lade børnene sidde i sandet og lege. Men efter nogle gange, hvor jeg
så bare lege med de børn der gerne måtte og børnene elskede det, samt de ikke
blev så beskidte, måtte flere og flere børn gerne og nu bliver det også brugt i
nogle af de sansemotoriske undervisningstimer.
Hvad har jeg så lært af at være i praktik? Jeg er ikke
sikker på, jeg helt ved det endnu og om jeg ikke også ville have lært det i
Danmark, men hvad jeg ved nu er:
Hvordan jeg agere når børn bliver mishandlet, det ville jeg
højst sandsynligt og forhåbentligt ikke have lært i Danmark. Da vi ikke har,
kunne gøre så meget for at ændre vilkårene, har vi snakket en del om hvordan vi
ville have gjort hvis vi var i Danmark.
Jeg har oplevet hvordan dårligt arbejdsmiljø påvirker mig
til. Kan faktisk godt forstå mange af caregiverne ikke altid magter at gøre en
indsats for børnene. Må indrømme at jeg har taget mig selv mange gange i ikke
at være nærværende på arbejdet. Det er virkelig demotiverende og det kraver en
hel del selvdisciplin bare at tage på arbejde, samt være aktiv når man møder
modsand stort set hele tiden.
Jeg er ikke tilfældes med min arbejdsindsat på AACT. Jeg
tror ikke egentlig jeg kunne have gjort det bedre i øjeblikket med de
forudsætninger (kulturelle og personlig udfordringer) jeg havde, men med den
viden og erfaring jeg har nu, ville jeg helt sikkert bl.a. have været mere
aktiv som igangsætter, lige meget hvor meget brok der er i begyndelsen. For bagefter
aktiviteterne var caregiverne tilfældes nok og synes om det. Lige nu føler jeg
mig ikke meget stærkere stillet end før jeg tog af sted, men er sikker på det
kommer. Oplevelserne fra Finland tog også noget tid før jeg fik dem omsat, og
blive klar over hvor meget jeg har lært.
Jeg kommer hjem med en større selvstændighed, viden og
erfaring om/med udsatte børn, hvad det vil sige at være pædagog, indsigt og
indlevelse i at man gør det bedste man kan med de forudsætninger man har. Dette
tog mig lang tid at indse hos caregiverne, havde større forventninger til hvad
de burde kunne. Det har faktisk været unfair for mange af dem har ingen
erfaring eller uddannelse, samt er der ikke er nogen vejledning til at hjælpe
dem til at udvikle sig, kun ordrer fra ledelsen.
Jeg kan klart anbefale at tage i udlandspraktik i Ghana. Der
er stort set ingen vejledning eller hjælp så man bliver nødt til at tænke selv.
Udover alt larmen og forurenligheden er Ghana skøn især hvis man kan lide stærk
mad og varme.
Kære Jeanet. Allerførst vil jeg sige at du har lavet en veludført blog dokumentation af dit ophold. Jeg kan tydeligt mærke at det har været svært og at du har oplevet ting som du ikke har forestillet dig. Jeg tror at opholdende vil vokse i dig og at oplevelsen at have gennemført på trods af alt det svære vil forme dig.
SvarSletmange hilsner
Lars