Obligatoriske elementer I (inden hjemkomsten)

Inden hjemrejsen

Først og fremmest har det ikke været en god ide for mig at først være 3 måneder i Finland, for så lige at have 3 måneder i Danmark, inden jeg tog herned. Jeg vil ikke være foruden Finland eller Ghana, men har ikke nydt Ghana så meget, som jeg tror jeg ville hvis ikke jeg havde været i Finland. For før den første måned var slut savnede jeg allerede min familie og venner helt ekstrem. Jeg savnede dem da også i Finland men slet ikke på samme måde. Jeg kunne selvfølgelig godt have haft samme følelse hvis jeg ikke havde været i Finland. Det er ikke til at vide, men tvivler. Tror også det havde gjort en forskel, hvis de 3 måneder i Danmark kun havde gået med at koncentrer sig om at hygge med familien og gøre klar til Ghana, men kom hjem med en brækket arm der lige skulle opereres og genoptrænes samtidig med. Jeg har på fornemmelsen at når jeg kommer hjem og får lidt afstand, vil jeg sikkert synes det har været en fantastik en oplevelse her i Ghana. Men lige nu har det været ubeskriveligt hårdt.  

Til sagen om at skulle reflektere over praktikken og hvordan den har opvirket mig.

Min danske baggrund har ført til mange kultur sammenstød gennem praktikken. Især når børnene bliver slået, nevet, hevet også selvom det mange gange ”bare” har været et lille et eller, når børnene bliver uden grund råbt af. Det er sjældent at jeg er enig i hvordan caregiverne håndtere konflikterne og det er ikke altid muligt at kunne gøre noget ved det.

I starten observerede jeg uden at blande mig, for at finde ud af hvor normal grænsen lå for hvordan caregiverne håndtene børnene. Lidt efter begyndte jeg at spørger ind til hvorfor caregivere reagerede som de gjorde, og når situationerne blev ved og var mere voldsomme end ”bare” et enkle dask blandede jeg mig i situationerne. Med tiden må jeg desværre indrømme at jeg blander mig senere i nogle konflikter, i nogle tilfælde slet ikke, end jeg gjorde i starten. Grunden er at jeg ikke magter det. Der er nogle caregiver jeg har opgivet og egentlig er det de børn, der har mest brug for hjælp, men der er ingen forbindelse til caregiveren. Heldigvis er der også konflikter særligt med et barn hvor jeg starten ikke ville blande mig for jeg havde ingen alternativ til caregiverens måde, men nu blander jeg mig næsten hver gang.  

Der godt nok kun 10 børn i min klasse og i starten ville jeg gerne være der for alle børnene, men måtte indse at det ikke var muligt. Da det så kun var meget overfladisk jeg kunne være der, samt havde jeg svært ved at fokusere på det barn jeg var sammen med, var allerede videre i tænkerne til det næste barn. Dette kunne jeg ikke stå inde for. Så besluttede at fokusere på det barn jeg tilfældet var blevet caregiver for. I takt med at jeg fik mere indsigt om kulturen, bedre relationer til børnene og caregiverne kunne jeg rumme flere og flere børn, så nu er der egentlig kun 3 børn hvor jeg ikke blander mig i håndteringen af børnene. Det er selvfølgelig heller ikke sådan at jeg slet ikke agerer med disse børn. Det gør jeg, lade bare vær med at tage dem med fx i sandkassen for da får børnene skæld ud og det er der ingen grund til de får, når det er mig burde få den, hvis nogen absolut skal have den.

Sandkassen har jeg haft mange konflikter med caregiverne om. De flest af børnene må ikke blive beskidte af deres forældre, så caregiverne vil ikke lade børnene sidde i sandet og lege. Men efter nogle gange, hvor jeg så bare lege med de børn der gerne måtte og børnene elskede det, samt de ikke blev så beskidte, måtte flere og flere børn gerne og nu bliver det også brugt i nogle af de sansemotoriske undervisningstimer.

Hvad har jeg så lært af at være i praktik? Jeg er ikke sikker på, jeg helt ved det endnu og om jeg ikke også ville have lært det i Danmark, men hvad jeg ved nu er:

Hvordan jeg agere når børn bliver mishandlet, det ville jeg højst sandsynligt og forhåbentligt ikke have lært i Danmark. Da vi ikke har, kunne gøre så meget for at ændre vilkårene, har vi snakket en del om hvordan vi ville have gjort hvis vi var i Danmark.

Jeg har oplevet hvordan dårligt arbejdsmiljø påvirker mig til. Kan faktisk godt forstå mange af caregiverne ikke altid magter at gøre en indsats for børnene. Må indrømme at jeg har taget mig selv mange gange i ikke at være nærværende på arbejdet. Det er virkelig demotiverende og det kraver en hel del selvdisciplin bare at tage på arbejde, samt være aktiv når man møder modsand stort set hele tiden.

Jeg er ikke tilfældes med min arbejdsindsat på AACT. Jeg tror ikke egentlig jeg kunne have gjort det bedre i øjeblikket med de forudsætninger (kulturelle og personlig udfordringer) jeg havde, men med den viden og erfaring jeg har nu, ville jeg helt sikkert bl.a. have været mere aktiv som igangsætter, lige meget hvor meget brok der er i begyndelsen. For bagefter aktiviteterne var caregiverne tilfældes nok og synes om det. Lige nu føler jeg mig ikke meget stærkere stillet end før jeg tog af sted, men er sikker på det kommer. Oplevelserne fra Finland tog også noget tid før jeg fik dem omsat, og blive klar over hvor meget jeg har lært.   

Jeg kommer hjem med en større selvstændighed, viden og erfaring om/med udsatte børn, hvad det vil sige at være pædagog, indsigt og indlevelse i at man gør det bedste man kan med de forudsætninger man har. Dette tog mig lang tid at indse hos caregiverne, havde større forventninger til hvad de burde kunne. Det har faktisk været unfair for mange af dem har ingen erfaring eller uddannelse, samt er der ikke er nogen vejledning til at hjælpe dem til at udvikle sig, kun ordrer fra ledelsen.       

Jeg kan klart anbefale at tage i udlandspraktik i Ghana. Der er stort set ingen vejledning eller hjælp så man bliver nødt til at tænke selv. Udover alt larmen og forurenligheden er Ghana skøn især hvis man kan lide stærk mad og varme.