ARRRH FOR H ALTSÅ SÅ FORSTÅ DET..

Jeg beklager.. nu kommer der lige et surt opstød!

I dag skulle vi have musik. Vi var heldigvis gået udenfor, så der var for en gang skyld plads nok bort set fra, at de andre klasse også var ude. Min klasse har besøg af 2 studerende i musik og danse, som vil lærer os en dans. Ingen ud over de 2 ved hvordan dansen er. De begynder at forklare caregiverne hvordan dansen er og lærer kun dem det. Der er en masse forvirring om, hvordan de skal lærer os det og hvordan dansen nu lige er, samtidig med at flere af caregiverne blander sig i hvordan det skal forgå. Det skal så lige siges at børnene er sæt på stole og får lov at passe sig selv. De bliver så endelig næsten enige men begynder at undervise i dansen. Flere af børnene tager interativ til at være. De får i første omgang lov til at være med. Men kort tid efter da børnene ikke gør arme og ben bevægelserne 100 % rigtige får de besked på at sætte sig ned. Nu er det kun caregiverne der må være med. Jeg spørger flere forskellige om ikke børnene kan være med, og om vi ikke skal starte med først ben bevægelserne, og så armene bagefter. De alle siger at caregiverne først skal kunne dansen og så lærer børnene det. Jeg prøver at sige at vi alle jo er på samme niveau så vi kan jo lærer den sammen. Efter 30 min, hvor jeg hele tiden har været sammen med børnene og prøvet at gør tiden så udholdelig så muligt, bliver jeg bedt om at danse med (nu er der ingen tilbage til børnene). Jeg danser med men ikke uden at fortælle dem igen at jeg mener at børnene ikke bare skal sidde og så få børnene endda besked på at lige op i stolen, og skældt ud hvis de ikke gør det. Da det er færdigt efter omkring 5 min, tror jeg så naiv som jeg er, at børnene endelige kan få lov at være med til dansen. Men nej. Vi synger og laver fagter til en anden sang. Caregiverne havde dog fattet mit budskab om at børnene skulle aktiveres. Hvor er det frustrere at caregiverne ikke kan læse børnene eller har forståelse for deres behov. Jeg forstår ikke hvordan de i fredag fik foredrag om hvad autisme er, og jeg ved de har fået det af vide før, og de så ikke bruger den viden de får!          

Første weekend tur Anthony havde planlagt til os! 

Vi blev hentet af vores private chauffør frygtelig tidligt af sted lørdag morgen (6:30). Efter at havde kørt et par timer og vi skulle til at krydse en bro begyndte den fantastisk flot ghanesiske natur. Der var grønt over alt af buske, træer, palmer osv. Og det bedste var at der ikke var så meget trafik mere inklusiv dyttende bil horn og den meget indtrængende luft af bil ose og alt andet ”godt” som vi forurener naturen med.. Jeg indrømmer gerne at jeg er en bonderøv ;-)

Efter at have kørt 4 timer, dog med en enkel tissepause, var vi endelig fremme ved den seværdighed vi skulle den dag. Der skal lige siges at vejene her har set bedre dage… lige så mange huler som de polske veje bare hvor hulerne større. Vi skulle se et naturreservat hvor der bor små søde aber (kan ikke huske race navnet). Vi fik lov til at fodre aberne med bananer. Det var bare søde!!

Derefter gik turen til det hotel vi skulle overnatte og resten af dagen kunne vi selv bestemme over. Det er utroligt hvor træt man kan blive af den lille gå tur, hvor vi fodre aber samt kører turen. Så vi tog alle (6) en lille morfar, som blev på næsten 3 timer.  Derefter gik på jagt efter et bedre og forhåbentligt hurtigere sted end hotels restaurant til aftensmaden. Vi fandt et hyggelig sted og fik den bedste grillet ris og kylling jeg nogensinde har smagt.

Næste morgen kørte vi hen til et samlingssted for så at gå i 45 min gennem tæt pakket skov/jungle med mange exsoiste frugter, som fx ananas, kakao bønnen (er lilla inden den bliver tørt og bliver brun).  Mens vi gik op krydsede vi det samme vandløb, der ledet op til det smukkeste vandfald jeg nogensinde har set i virkeligheden. Okay min reference er Bornholms vandfald eller okay næsten, der var også en i Finland. Da vi kom, var der en der badede i vandfaldet og jeg som elsker vand, havde ikke badetøj eller skiftetøj med til vandfaldet. Jeg havde det virkelig svært men beherskede mig sorbede bare. Men efter at have kravlet rundet på klipperne ved den ene side af vandfaldet, var mit tøj alligevel blevet vådt fra vandet der sprøjter, og så kunne jeg lige så godt bare hoppe i.. Det var det bedste, sjoveste, samtidig dejligt afkølende og god massage at stå uden vandfaldet.  

Efter lækker frokost med udsigt til vandfaldet i det fjerne, kørte vi til foden Afadjato som er Ghanas højeste bjerg. Det er 885 meter over havoverfladen. Det skal så lige siges at det ikke er det højeste punkt i Ghana, nabo bjerget var højere men det var to bjerge oven på hinanden. Vi fik 2 unge drenge med som guide. De havde klip klapper på og sagde de kunne løbe op på 15 min (jeg tror på dem). Vi var så en time om det. Vi begyndte at gå.. Det viste sig meget hurtigt at det gik direkte op af bjerget og der var moder jords vej vi gik på så det var meget ujævnet. Jeg er taknemlig for kursusset i Finland. Fik brugt alt også at være en leder for vores guider gik meget hurtigere end flere i gruppen samtidig med at de begge gik oppe foran, hvor vi lærte i Finland at en altid skal være bageste. Jeg kunne nok godt have gået med oppe foran men valgt at blive nede bag i. Det var endelig utroligt var meget jeg har taget kursusset (lederskabet rollen)til mig, for jeg tænkte overhoved ikke over om jeg skulle ”løb” med op eller om jeg skulle søre for at alle kom op og havde en så god tur som muligt. Selvfølgelig skulle alle op!  Vi kom op og udsigten var selvfølgelig super smuk men det er turen op og ned der betyder mest for mig. Jeg er meget taknemlig for Rie og Trine M at de gad hører på mig, og at jeg den måde fik muligheden for at afprøve mine kompetencer fra Finland.

Da vi kom ned total gennemblødt i sved gik turen hjem. Godt vinduerne kunne rolles ned.. 6 svedige mennesker i en lille bil er ikke en god mix. Efter vi krydsede broen som er nævnt i starten begyndte naturen at forsvinde og blev overtaget af by. Det var utroligt at man kunne lugte, lugten af forurenet by tage til. Jeg havde det faktisk lidt svært de næste par dage med at være i byen. Alt den lam, trafikken der næsten hele tiden er ved at køre en ned, lugten og ingen grønne planter/natur, bare massere af faldefærdige hus/skure, murbrokker og meget meget andet. Nu er det 5 dage siden vi var af sted, og det føles som flere uger siden. Jeg har vendet mig til byen igen.  Det hjælper også at der er sindssyg hyggelig stemning i blandet os 15 dansker der bor samme sted. Samtidig med at jeg har bestilt en bongo trommer, hvor jeg selv har bestilt hvordan den skal se ud. Glæder mig til og 1-2 uger når den er færdig og vi skal have undervisning på vores egne tromme.                                                                                

De første dage i AACT

AACT er en skole for børn med autisme. Det skal så lige siges at det er den eneste af slagsen i Ghana og der plads til omkring 30 børn. Der er selvfølgelig flere børn der har fået diagnosen autisme og endnu flere som højst sandsynlig er autist med ikke at fået diagnosen.

Institutionen har delt børnene, der er mellem 5-20, i 4 klasser men 2 af klasserne har samme aldersgruppe.  De flest børn har en caregiver, som kun er tilknyttet til dem. Nogle caregiver har dog to børn men kun hvis børnene er ”nemme” at håndtere som de siger. Så med os 5 studerende, andre frivillige og børnenes fravær kunne det være en til en. Der er fast skemaer for hver dag. Skemaerne er forskellige for dag til dag og forskel fra klasse til klasse. Nu har jeg kun været en dag i hver aldersgruppe men størstedelen af undervisning forgår som klasse undervisning. Hver dag starter kl. 9 i alle aldre med de samme morgensange i ca. 20 min hvor børnene er mere eller mindre med. Derefter kommer 2 moduler uden pause imellem indtil ved omkring 1030, hvor der er en snack pause efterfyldt med fri leg udenfor i 10 min. Omkring kl. 11 starter vi igen og har 1-2 modul indtil kl. 12 hvor der frokost. Efter frokost er der fri leg til kl. 13 bort set fra torsdag hvor der bliver gjort rent så der har de fri leg til de har fri kl. 14. Ellers består den sidste time af 2 moduler. Kl. 14 os studerende og børnene fri. Vi går kl. 14 og jeg ved faktisk ikke hvornår de sidste børn bliver hentet eller fuldt hjem. Mange af caregiverne er også deres værger. Da nogle af børnenes forældre bor i udlandet. Alle forældrene er velhavende da de skal betale en del for skolegangen på AACT. Hvor meget ved jeg ikke endnu.

I Ghana taler man et ud af tre lokalt sprog men alle taler engelsk.  Børnene på AACT bliver kun undervist på engelsk. I normale skole er der også undervisning i lokalsproget. Det er mit indtryk at stort set alle børnene ikke beherske noget sprog men kun kan få sætninger, ord eller lyde. Dette bliver arbejdet med samtidig med at der også er vægt på skrivning, regning, motion, musik, kunst og lidt rengøring/personlig hygiejne. Nu har jeg ikke særlig store erfaring eller teoretisk grundlag for undervisningen af mennesker med en diagnose indenfor autisme spektrummet men min vurdering er at undervisningen er okay. Den bliver både gjort konkret, visuel, verbal og gentaget. Det eneste jeg tænker mangler er at sætte flere ord på hvorfor det bliver/skal gjort/gøres sådan og så er det en skam, at de ikke udnytter at den gode normering og laver mere en til en undervisning. Men jeg forstår det godt. Det er ikke alle caregiverne der er lige kompetente, har uddannelse eller bare gider engagere sig i at udvikle barnets evner.                     

Lederne på AACT har en teoretisk tilgang der stort set er den samme som jeg har mødt på den danske institution, som jeg var i 2. praktisk i og vikar efterfølgende.  Men når det kommer til handling er det ikke samme pædagogik. Børnene bliver hivet rundt, råbt af, nogen gange for de lige et slå i nakken eller bliver nevet, alt sammen hvis de ikke lige gør som der bliver sagt (som regler er det ikke særlig tydeligt hvad det er de vil have børnene til at gøre, og de ændre hele tiden på hvad de har sagt) og overlagt til dem selv i pauserne. Dette billede er langt de fleste af caregiverne som bruger, men der er faktisk også nogle få caregiver som sjældent bruger vold til at komme igennem til børnene og virker som de gider børnene.   Det skal så lige siges at AACT er et godt sted i forhold til andre institutioner jeg har hørt og set i Accra, Ghana.  

Jeg har nu været i AACT i en uge og har ikke kunne lade være med at komme med undrende spørgsmål til caregiverne om hvorfor de gør som de gør og fortalt at jeg har arbejde med autister før med det resultat at 2 ud af 6 caregiver i den klasse jeg har valgt at være i, har direkte sagt at de gerne vil delagtig gøres i den begrænset viden jeg har om autisme og have råd til at håndtere børnene. Det er skønt at de er åbne men de 2 er faktisk ret kompetente i forvejen. Det er typisk.