Hjemme

Nu er jeg hjemme. Har det skønt!!!! Der står mere om hvordan det er at være hjemme i side indlægget J. Det er slut her fra så I må hygge jer!!!

Ambassade arrangement

Næsten grundlovsdag og besøg af Villy

I går var inviteret på meget meget fint hotel af den danske ambassade til at fejre grundlovsdagen, og i den anledning  kom Villy Søvndal forbi Ghana og holdt en tale (eller i virkelighed tror jeg det er omvendt række følge, hvis han var kommet på et andet tidspunkt havde de sikkert kaldt arrangementet noget andet). 

Der stod godt at man skulle komme i fint tøj og havde da også forventet jakkesæt.. følte mig meget underdressed, men med et glas skøn velkomst hvidvin og det hyggelige selvskab gik det!! Vi havde inden arrangement prøvet ikke at fantaseret for meget om at der ville blive servet dansk mad som frikadeller, smørebrød osv. kan overhovedet ikke klage over maden (vildt lækker) men vi var noget omkring i verden.. mini burger, forårsruller, fiske på spyd og sjove små kager.. 
alt mens denne fine mad og påfyldning af drikkevare sang/spillede der et kor i baggrunden. Det viste sig senere at dette kor havde kunne synge den danske nationalsang, og det var forståelig. helt så man fik gåsehud!
Villy fik holdt en fint tale på engelske med hans sjove accent... efterfulgt af en minister fra Ghana. 
Det var en rigtigt hyggelig aften og det mærkeligste var at hører at så mange dansk talende omkring en.                   

VNT projekt

I går fik jeg lavet mit VNT (linjefag, værksted, natur og teknik) projekt. Det var vindmøller de skulle lave. For at bringe naturen ind i projektet var pindene, grene fra legepladsen samt de skulle lege med vindmøllen og vinden bagefter. Jeg havde i forvejen klippet til og tegnet de to diagonale streger. Grunden til jeg gjorde det var at jeg ville have børnene til at lave så meget så muligt selv når vi var i gang med vindmøllen og fra erfaringer så ville det at klippe papiret til og strege stregerne være noget caregiverne ville gøre uden at inddrage børnene. Jeg havde besluttet at på den ene side af papiret skulle de tegne indenfor streger og på den anden side skulle de tegne frit.

Jeg startede med at vise børnene hvad det færdige produkt ville blive til og hvad det kunne. Derefter bede jeg børnene om at tegne på den side hvor de skulle tegne indenfor stregerne først. Grunden til at starte med den side, var at børnene på intet tidspunkt i sidste de 3 måneder har fået lov til at tegn hvad de har lyst til. Derfor er det velkendt at skulle tegne indenfor stregerne så bruget det som opvarmning så det ikke blev for svært til at starte med.

Det lykkes for alle børnene at fået tegnet. Da jeg var støttende flere steder så børnene fik lov til at tegn og det ikke bare var caregiveren der tegnede, fik min dreng ikke så meget opmærksomhed og resultere i at han ikke fik tegnet indenfor stregerne samt brugte den sammen farve til næsten hele siden.

På den anden side af papiret var der en af børnene der valgte at tegne på samme måde som på den første side, men ellers tegnede resten fantasi billeder. Børnene er mellem 9-11 men igen af tegningerne lignede noget genkendeligt.

Da papiret skulle sætte på pinden blev vi voksne nødt til at gøre det for pinden på meget hård så knapnålen skulle slås i pinden. 

Børnene fangede med det samme hvordan de skulle holde vindmøllen så vinden tog fat i den og drejede rundt. Vi har en fane i loftet og et af børnene fik den ide at stille sig op på bordet og rakte vindmøllen op til fanen.  Jeg ser det som om at barnet havde genskuet at det er vinden der får møllen til snurre rundet, og at fanen laver vind.

Det bedste var at flere af børnene var meget optaget af at lege med vindmølle og legede videre i pausen.          

  

SOS landsby i Tema, Ghana

Vi besøgt en af Ghanas sos landsbyer i går. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet men i hvert fald ikke at det var så organiseret. ”Landsbyen” ligger i en større by, når man går ind er det som om man er trådt ind i en anden verden. Fra dyttende, osende, tætpakket by liv til fred, ro, natur og masser af plads.

Vi fik fortalt hvordan stedet fungere og fik en rundvisning. Der er to afdelinger som denne SOS landsby bestyre. Den ene forgår i lokalmiljøet og hjælper børnene i deres familier. Den anden afdeling forgår i ”landsbyen”, hvor børn i en alder fra 0-5 år der virkelig ikke har andre muligheder kan komme og bo i et af de 15 huse, som er bygget i ”landsbyen”. De bor, går i skole og lever der til de er færdige med folkeskolen (16-18 år). Derefter flytter de til beskyttet boliger i byen og tager en mellem skole, inden til de flytter 2 og 2 sammen og tager den uddannelse de vil. Omkring 23-25 år er de færdig uddannet og flytter så i eget hus/lejlighed. Huslejen vil være betalt 3 år længere frem.  De vil altid kunne komme til landsbyen, på besøg og få metal støtte.

I ”landbyen” bor de max 10 børn i et hus. Der er tilknyttet en mor til hvert hus. Denne mor bor 24 timer i døgnet i huset (har dog ret til 4 fridage på en mdr.). Denne mor tager sig af opdagelsen, plejen, madlavning, vaske, ja alt hvad en almindelig familie ville gøre. Der er 7 ekstra hjælpere der cirkuler mellem husene samt at børnene går i børnehave og skole. Disse samt læge besøg forgår på området. I skolen er der også børn udenfor ”landsbyen” der kommer deltager i undervisningen.                              

Skolen så virkelig god ud i forhold til andre skoler vi har set. Masser af plads, hjælpe redskaber på væggene, legetøj og masser af udendørs legestativer.     

En anden ting som faldt mig var at der ikke var beskidt nogle steder. Intet affald flyd. Der var blomster, træer, græs og hække. Husene var flotte vedligeholdt både inden og ude.

Jeg er imponeret!! Der var en masse struktur hvilket overhovedet ikke ligner Ghana. Det bedste var at moderne inden de startede skulle være fast boende i huset min. 2 år før overtagelsen, så børnene kunne vende sig det hende. Og børnene har faktisk bliver spurgt om de vil have hende. samt moderne skal deltage 2 gange om år på kursus.

Det er forbudt at slå børnene og børnene kender godt deres ret, så Ledelsen har faktisk fyret en mor da hun slå børnene.

Det virker udadtil på denne en dag vi var der at det fungerer rigtigt godt til børnenes fordel. Det er super at se at pengene folk donerer ret faktisk går til børnene.        

7 dags tur til mole national park, Kumasi og ”hjem” igen til Accra.

Den første dag brugte vi omkring 10 timer på at kører og kun to pause som sammenlagt tog omkring 30 min. Så var pænt smadret da vi nåede frem til det første sted vi skulle overnatte. Det var på Boaben-Fiema Monkey Sanctuary. Dejligt billigt, men også lidt primitivt. Inden aftensmad fik (vi betalte) en rundt tur i skoven og så en masse aber samt besøgte landsbyen lige ved siden af. Aberne løb rundt omkring i landsbyen. Da vi kom tilbage og havde spist stod den på bad til mig.. normalt er jeg ikke bange for edderkopper og andet kryb, bare ikke så glad for dem.. og får altid en trang til at dræbe dem ;-) men har lå badene og toiletterne afsides fra værelserne og det vrimlede med kryb, så var glad for at Trine M gad stå udenfor og snakke med mig mens jeg badede.

 

Næste morgen tog vi af sted heldigvis skulle vi kun kører 3 timer før vi var fremme ved første stop som var et vandfald. Ben (vores chauffør) havde sagt at man ikke kunne bade ved vandfaldet men det viste sig at det kunne man godt, så jeg endte igen med at være gennemblødt. Ved dette vandfald var der klipper som man kunne rutsje ned af. Vildt skægt også selvom jeg fik revet hul i mine bukser. På vej op til bilen kommer der en hvid kvinde gående og hun spørger på engelsk hvor vi kommer fra. Vi svare selvfølgelig Danmark hvor til hun siger: ”Det er jeg sgu da også”. Verden er ret så lille når det kommer til stykket.

Derefter skulle vi bare en lille tur på 4 timer så var vi fremme ved Mole national park motel hvor vi skulle overnatte i tre dage. Da vi kom, gik der to vortesvin rundt på motellet. Vi havde fri resten af eftermiddagen og der er pool på motellet så vandhunden her plaskede rundt der indtil aftensmaden. Næste dag skulle vi først på vandretur i parken om eftermiddagen så det blev til mere pool plaskeri. Men først skulle vi lige have morgenmad og mens vi spiste med udsigt over savannen, kom der en gruppe af elefanter gående ud på savannen. Fantastik syn!! På eftermiddag vandreturen så vi vortesvin, 2 slags antiloper, krokodiller, aber og en masse fugle men ingen elefanter, kun elefant knogler som var ret så tunge.  Det var en skøn tur i rigtigt flot natur. Den aften spiste jeg en af de slags fugle som vi havde set på turen. Lækkert! Næste morgen skulle vi på vandretur igen. Vi var på jagt efter elefanter med det havde regnet meget aften før og det var stadig kølere om morgen så elefanterne var ikke ude på savannen som de plejede at være på den tid. Vi travede skoven tynd el noget, parken er 4000 hz. Vi snakkede om at det ville være typisk hvis elefanterne var oppe ved motellet og vi gik rundt i skoven. Vi var på vej hjem og jeg havde endelig opgivet håbet om at se dem tæt på da vores guide får af vide at elefanterne havde været oppe ved motellet og var nu på vej ud på savannen. Kort tid efter så vi en elefant gå rundt alene ved en af søerne på savannen. Det var for vildt! Vi var meget tæt på men vi stod i den rute som den ville gå så vi skulle gå væk sagde guide. Elefanten gik så videre ned til søen. Vi stod lige bag en bakke og lige pludselig fik den nok af os og gik imod os, så vi skulle løbe væk. Vi fulgte efter den og den gik op og bade i mudder. Fik nogle rigtigt gode billeder af den. Men den kunne ikke lide at blive fotograferet så vi måtte løbe væk igen. vi stoppede op igen og fik et par billeder mere men den kunne bare ikke lide os, så vi måtte løbe igen men denne gang mente den det virkelig og vores guide råbte løb, løb, løb hurtigere, hurtigere.. det var måske lidt sindssygt i øjeblikket men nu er det var for fedt at være blevet jagtet af en elefant. Om eftermiddagen tog vi på en lille kano tur. Der var ikke nok vand i åen til at tage videre. Men hyggeligt og jeg faldt ikke i.

Næste dag skulle vi videre med ende station i Kumasi. Den anden største by i Ghana. Men vi stoppede lige ind ved den ældste moské i Ghana og i vest Afrika samt fik rundtur i landsbyen. Sent eftermiddagen var vi fremme i Kumasi og skulle overnatte der 2 dage i kirke der udlejet værelser. Så ingen banderi ;-) vi tog ud og spise på en indisk restaurant. Maden og sted var super i Ghana forhold men da vi næsten var færdige med at spise kom der en rotte løbende ned af loftet og løb ind i køkkenet. Av av men det er Ghana. Og vi tog faktisk derhen næste aften også. Ikke mit valg, ville gerne prøve forskellige steder, men ville ikke spise alene så fulgte med. Om dagen var vi først fortet (nu museum) Ashanti stemmen brugte til at forsvare sig imod englænderne men tabte, så besøgte vi Ashanti kongens palads og et museum mere med mere historie om Ashanti folket. Den sidste dag tog vi hen til en gade hvor de lavede forskellige afrikanske træ kunst, smykker, tasker osv. Bagefter gik turen hjem til Accra men vi skulle lige kører en 6 timer først om 2 af dem var vejen ubeskrivelse hulet (20 gange værre end de polske veje). Vi havde også kørt på det stykke på vej den første dag.

Faktisk så synes jeg den sidste dag var ubeskrivelig lang for jeg glædede mig til at komme tilbage til danskerne i Accra og mine ting inklusiv min computer, samt at kunne komme i kontakt med alle dem jeg holder af i Danmark.                     

            

        

                    

  

   

     

Besøg fra USA

Sidste uge og i dag har vi besøg af 3 fra USA som arbejder/leder en skole for børn med autisme i Colorado. Den ene har været frivillig på AACT før så kender til AACT. De ankom med 3 meget store kuffert fyldt med forskelligt legetøj. Super fedt hvis bare børnene måtte lege med det (AACT har en masse legetøj i forvejen men børnene må ikke lege med det, hvis jeg tager noget frem er det meget vigtigt at det kommer helt tilbage). De er på AACT i 5 dage og de har taget/fået sponseret til AACT et program specialet udviklet til børn med autisme. Først tester man barnet i mange forskellige kategorier og i op til 3 niveauer. I forhold til andre teste jeg har set kommer denne test langt omkring barnet/mennesket som helhed. Bagefter (hvis der er et trin/ øvelse barnet ikke kan) er der et specifikt trin for trin plan for, hvordan man kan lærer barnet det eller de trin/øvelse barnet har vanskeligheder med. Jeg ved ikke om det er en del af programmet eller det om det bare er dem (skolen i USA) der var valgt at bruge belønningspædagogik, som metode til at lave testen (de bruger også denne metode til generelt arbejde med børnene på deres skole). Fx barnet må lege med et stykke legetøj, hvis barnet først laver en øvelse eller gør som de bliver bedt om (kan være mindre eller flere øvelser afhænger af barnet). Det startes med legetøj men på sigt skal legetøjet udskiftes med fx en high five. 

Amerikanerne holdte 2 oplæg for caregiverne plus os studerende, samt et oplæg for forældrene om hvordan man konkret kan bruger belønningspædagogik og konsekvenspædagogik med disse børn. Man kan diskutere om hvorvidt metoderne er det bedste for disse børn, men det metoderne blev forklaret, i min forståelsesramme, meget enkelt og forståeligt. Hvis ellers caregiverne og forældrene begynder at bruge disse metoder, kan det kun være bedre end at bruge børnenes frygt for slag, til at få børnene til at gøre som man vil have det.

Det skal så også siges at der var mange ting som jeg vil huske og kan bruge i mit fremtidige arbejde med børn generelt. Blandet andet pointerede de at man skal holde sit ord og ikke giv op lige meget hvor der meget man bliver slået. Samt de fik mig til at reflektere over metoderne og metodernes påvirkning på børn, samt hvor meget disse metoder bliver brugt i danske institutioner bevidst eller ubevidst.

 Jeg har fået en god kontakt med amerikanerne og vil virkelig gerne besøge deres skole på et tidspunkt.          

      

ARRRH FOR H ALTSÅ SÅ FORSTÅ DET..

Jeg beklager.. nu kommer der lige et surt opstød!

I dag skulle vi have musik. Vi var heldigvis gået udenfor, så der var for en gang skyld plads nok bort set fra, at de andre klasse også var ude. Min klasse har besøg af 2 studerende i musik og danse, som vil lærer os en dans. Ingen ud over de 2 ved hvordan dansen er. De begynder at forklare caregiverne hvordan dansen er og lærer kun dem det. Der er en masse forvirring om, hvordan de skal lærer os det og hvordan dansen nu lige er, samtidig med at flere af caregiverne blander sig i hvordan det skal forgå. Det skal så lige siges at børnene er sæt på stole og får lov at passe sig selv. De bliver så endelig næsten enige men begynder at undervise i dansen. Flere af børnene tager interativ til at være. De får i første omgang lov til at være med. Men kort tid efter da børnene ikke gør arme og ben bevægelserne 100 % rigtige får de besked på at sætte sig ned. Nu er det kun caregiverne der må være med. Jeg spørger flere forskellige om ikke børnene kan være med, og om vi ikke skal starte med først ben bevægelserne, og så armene bagefter. De alle siger at caregiverne først skal kunne dansen og så lærer børnene det. Jeg prøver at sige at vi alle jo er på samme niveau så vi kan jo lærer den sammen. Efter 30 min, hvor jeg hele tiden har været sammen med børnene og prøvet at gør tiden så udholdelig så muligt, bliver jeg bedt om at danse med (nu er der ingen tilbage til børnene). Jeg danser med men ikke uden at fortælle dem igen at jeg mener at børnene ikke bare skal sidde og så få børnene endda besked på at lige op i stolen, og skældt ud hvis de ikke gør det. Da det er færdigt efter omkring 5 min, tror jeg så naiv som jeg er, at børnene endelige kan få lov at være med til dansen. Men nej. Vi synger og laver fagter til en anden sang. Caregiverne havde dog fattet mit budskab om at børnene skulle aktiveres. Hvor er det frustrere at caregiverne ikke kan læse børnene eller har forståelse for deres behov. Jeg forstår ikke hvordan de i fredag fik foredrag om hvad autisme er, og jeg ved de har fået det af vide før, og de så ikke bruger den viden de får!          

Første weekend tur Anthony havde planlagt til os! 

Vi blev hentet af vores private chauffør frygtelig tidligt af sted lørdag morgen (6:30). Efter at havde kørt et par timer og vi skulle til at krydse en bro begyndte den fantastisk flot ghanesiske natur. Der var grønt over alt af buske, træer, palmer osv. Og det bedste var at der ikke var så meget trafik mere inklusiv dyttende bil horn og den meget indtrængende luft af bil ose og alt andet ”godt” som vi forurener naturen med.. Jeg indrømmer gerne at jeg er en bonderøv ;-)

Efter at have kørt 4 timer, dog med en enkel tissepause, var vi endelig fremme ved den seværdighed vi skulle den dag. Der skal lige siges at vejene her har set bedre dage… lige så mange huler som de polske veje bare hvor hulerne større. Vi skulle se et naturreservat hvor der bor små søde aber (kan ikke huske race navnet). Vi fik lov til at fodre aberne med bananer. Det var bare søde!!

Derefter gik turen til det hotel vi skulle overnatte og resten af dagen kunne vi selv bestemme over. Det er utroligt hvor træt man kan blive af den lille gå tur, hvor vi fodre aber samt kører turen. Så vi tog alle (6) en lille morfar, som blev på næsten 3 timer.  Derefter gik på jagt efter et bedre og forhåbentligt hurtigere sted end hotels restaurant til aftensmaden. Vi fandt et hyggelig sted og fik den bedste grillet ris og kylling jeg nogensinde har smagt.

Næste morgen kørte vi hen til et samlingssted for så at gå i 45 min gennem tæt pakket skov/jungle med mange exsoiste frugter, som fx ananas, kakao bønnen (er lilla inden den bliver tørt og bliver brun).  Mens vi gik op krydsede vi det samme vandløb, der ledet op til det smukkeste vandfald jeg nogensinde har set i virkeligheden. Okay min reference er Bornholms vandfald eller okay næsten, der var også en i Finland. Da vi kom, var der en der badede i vandfaldet og jeg som elsker vand, havde ikke badetøj eller skiftetøj med til vandfaldet. Jeg havde det virkelig svært men beherskede mig sorbede bare. Men efter at have kravlet rundet på klipperne ved den ene side af vandfaldet, var mit tøj alligevel blevet vådt fra vandet der sprøjter, og så kunne jeg lige så godt bare hoppe i.. Det var det bedste, sjoveste, samtidig dejligt afkølende og god massage at stå uden vandfaldet.  

Efter lækker frokost med udsigt til vandfaldet i det fjerne, kørte vi til foden Afadjato som er Ghanas højeste bjerg. Det er 885 meter over havoverfladen. Det skal så lige siges at det ikke er det højeste punkt i Ghana, nabo bjerget var højere men det var to bjerge oven på hinanden. Vi fik 2 unge drenge med som guide. De havde klip klapper på og sagde de kunne løbe op på 15 min (jeg tror på dem). Vi var så en time om det. Vi begyndte at gå.. Det viste sig meget hurtigt at det gik direkte op af bjerget og der var moder jords vej vi gik på så det var meget ujævnet. Jeg er taknemlig for kursusset i Finland. Fik brugt alt også at være en leder for vores guider gik meget hurtigere end flere i gruppen samtidig med at de begge gik oppe foran, hvor vi lærte i Finland at en altid skal være bageste. Jeg kunne nok godt have gået med oppe foran men valgt at blive nede bag i. Det var endelig utroligt var meget jeg har taget kursusset (lederskabet rollen)til mig, for jeg tænkte overhoved ikke over om jeg skulle ”løb” med op eller om jeg skulle søre for at alle kom op og havde en så god tur som muligt. Selvfølgelig skulle alle op!  Vi kom op og udsigten var selvfølgelig super smuk men det er turen op og ned der betyder mest for mig. Jeg er meget taknemlig for Rie og Trine M at de gad hører på mig, og at jeg den måde fik muligheden for at afprøve mine kompetencer fra Finland.

Da vi kom ned total gennemblødt i sved gik turen hjem. Godt vinduerne kunne rolles ned.. 6 svedige mennesker i en lille bil er ikke en god mix. Efter vi krydsede broen som er nævnt i starten begyndte naturen at forsvinde og blev overtaget af by. Det var utroligt at man kunne lugte, lugten af forurenet by tage til. Jeg havde det faktisk lidt svært de næste par dage med at være i byen. Alt den lam, trafikken der næsten hele tiden er ved at køre en ned, lugten og ingen grønne planter/natur, bare massere af faldefærdige hus/skure, murbrokker og meget meget andet. Nu er det 5 dage siden vi var af sted, og det føles som flere uger siden. Jeg har vendet mig til byen igen.  Det hjælper også at der er sindssyg hyggelig stemning i blandet os 15 dansker der bor samme sted. Samtidig med at jeg har bestilt en bongo trommer, hvor jeg selv har bestilt hvordan den skal se ud. Glæder mig til og 1-2 uger når den er færdig og vi skal have undervisning på vores egne tromme.                                                                                

De første dage i AACT

AACT er en skole for børn med autisme. Det skal så lige siges at det er den eneste af slagsen i Ghana og der plads til omkring 30 børn. Der er selvfølgelig flere børn der har fået diagnosen autisme og endnu flere som højst sandsynlig er autist med ikke at fået diagnosen.

Institutionen har delt børnene, der er mellem 5-20, i 4 klasser men 2 af klasserne har samme aldersgruppe.  De flest børn har en caregiver, som kun er tilknyttet til dem. Nogle caregiver har dog to børn men kun hvis børnene er ”nemme” at håndtere som de siger. Så med os 5 studerende, andre frivillige og børnenes fravær kunne det være en til en. Der er fast skemaer for hver dag. Skemaerne er forskellige for dag til dag og forskel fra klasse til klasse. Nu har jeg kun været en dag i hver aldersgruppe men størstedelen af undervisning forgår som klasse undervisning. Hver dag starter kl. 9 i alle aldre med de samme morgensange i ca. 20 min hvor børnene er mere eller mindre med. Derefter kommer 2 moduler uden pause imellem indtil ved omkring 1030, hvor der er en snack pause efterfyldt med fri leg udenfor i 10 min. Omkring kl. 11 starter vi igen og har 1-2 modul indtil kl. 12 hvor der frokost. Efter frokost er der fri leg til kl. 13 bort set fra torsdag hvor der bliver gjort rent så der har de fri leg til de har fri kl. 14. Ellers består den sidste time af 2 moduler. Kl. 14 os studerende og børnene fri. Vi går kl. 14 og jeg ved faktisk ikke hvornår de sidste børn bliver hentet eller fuldt hjem. Mange af caregiverne er også deres værger. Da nogle af børnenes forældre bor i udlandet. Alle forældrene er velhavende da de skal betale en del for skolegangen på AACT. Hvor meget ved jeg ikke endnu.

I Ghana taler man et ud af tre lokalt sprog men alle taler engelsk.  Børnene på AACT bliver kun undervist på engelsk. I normale skole er der også undervisning i lokalsproget. Det er mit indtryk at stort set alle børnene ikke beherske noget sprog men kun kan få sætninger, ord eller lyde. Dette bliver arbejdet med samtidig med at der også er vægt på skrivning, regning, motion, musik, kunst og lidt rengøring/personlig hygiejne. Nu har jeg ikke særlig store erfaring eller teoretisk grundlag for undervisningen af mennesker med en diagnose indenfor autisme spektrummet men min vurdering er at undervisningen er okay. Den bliver både gjort konkret, visuel, verbal og gentaget. Det eneste jeg tænker mangler er at sætte flere ord på hvorfor det bliver/skal gjort/gøres sådan og så er det en skam, at de ikke udnytter at den gode normering og laver mere en til en undervisning. Men jeg forstår det godt. Det er ikke alle caregiverne der er lige kompetente, har uddannelse eller bare gider engagere sig i at udvikle barnets evner.                     

Lederne på AACT har en teoretisk tilgang der stort set er den samme som jeg har mødt på den danske institution, som jeg var i 2. praktisk i og vikar efterfølgende.  Men når det kommer til handling er det ikke samme pædagogik. Børnene bliver hivet rundt, råbt af, nogen gange for de lige et slå i nakken eller bliver nevet, alt sammen hvis de ikke lige gør som der bliver sagt (som regler er det ikke særlig tydeligt hvad det er de vil have børnene til at gøre, og de ændre hele tiden på hvad de har sagt) og overlagt til dem selv i pauserne. Dette billede er langt de fleste af caregiverne som bruger, men der er faktisk også nogle få caregiver som sjældent bruger vold til at komme igennem til børnene og virker som de gider børnene.   Det skal så lige siges at AACT er et godt sted i forhold til andre institutioner jeg har hørt og set i Accra, Ghana.  

Jeg har nu været i AACT i en uge og har ikke kunne lade være med at komme med undrende spørgsmål til caregiverne om hvorfor de gør som de gør og fortalt at jeg har arbejde med autister før med det resultat at 2 ud af 6 caregiver i den klasse jeg har valgt at være i, har direkte sagt at de gerne vil delagtig gøres i den begrænset viden jeg har om autisme og have råd til at håndtere børnene. Det er skønt at de er åbne men de 2 er faktisk ret kompetente i forvejen. Det er typisk.